Lændeklædet er et stof på cirka 150 cm gange 250 cm. I sin primære brug er den viklet rundt om hofterne og rullet op i taljen for at danne en nederdel. Båret i hele Vest- og Centralafrika tilhører den den brede kategori af tøj, der ikke er syet, men viklet rundt om kroppen. Til stede over hele verden, denne klasse inkluderer sarong , kainen, den 👉 kanga , sari, den shuka og togaen .
Selvom det traditionelt er lavet af strimler eller store håndvævede stoffer, er lændeklæder (også kaldet indpakning i engelsksproget Afrika ) kan også være lavet af håndfarvet eller fabrikstrykt bomuld, samt silke og rayon.
ETNISKE STIL I BÆRELSEN AF PAGNE
I det 17. og 18. århundrede bar mænd lændeklæder , men i det 20. århundrede blev de med få undtagelser udelukkende feminine. Nogle etniske grupper, bl.a Kalabari , Nigeria, er en undtagelse fra denne regel. Herhjemme inkluderer mænds ceremonielle kjole et ankelbånd båret med en lang eller kort skjorte, afhængigt af rang. Outfittet er toppet med en bowlerhat.
Selvom disse lange beklædningsgenstande skjuler det meste af lændeklædet, bruges det også sammen med korte beklædningsgenstande: en løs boubou med puffede ærmer kaldet marinière, eller en tætsiddende top med flæse ved hoften og puffede ærmer kaldet den lave talje. Den yndefulde stil i disse lande er to omslag eller to lændeklæder. Med en marinière og et lændeklæde båret som en lang nederdel, vikles det andet matchende lændeklæde rundt om hofterne og bindes.
Som hos kvinder når lændeklædet normalt til anklen, men det bæres med forskellige overbeklædningsgenstande i fransk- og engelsktalende lande i Vestafrika. I Senegal og de fransktalende nabolande Mali, Guinea og Benin bæres lændeklædet sammen med elegante lange beklædningsgenstande, såsom en grand boubou eller en lang løs kjole kaldet en ndoket. En turban fuldender outfittet.
HISTORISK EVOLUTION AF INDPAKKET
I begyndelsen af det 20. århundrede, da senegalesiske kvinder bar deres boubouboubous på hoften eller knæet, var lændeklædet et vigtigere visuelt element for både æstetikken og symbolikken i påklædningen. Lændeklædet var en stor form for rigdom, såvel som et middel til kunstnerisk udtryk. For at vise deres status og smag bar senegalesiske kvinder tre lændeklæder, lagdelt i tre forskellige længder.De tre kontrasterende lændeklæder var lavet af håndvævede, håndfarvede og fabrikstrykte stoffer.
Efter Anden Verdenskrig blev grand boubou , som rækker næsten til anklerne, er blevet mode for kvinder. Det næsten skjulte lændeklæde er blevet et mindre vigtigt blikfang. I den sidste del af det 20. århundrede krævede elegant mode et enkelt lændeklæde af samme stof som boubou og turban, enten rigt farvet eller i 👉 hollandsk voks .
FORSKELLE ANVENDELSE AF PAGNE
I Nigeria, hvor toppen af beklædningsgenstande normalt er beskåret og vævning og farvning er indviklede kunster, har indpakningen, som den hedder der, bevaret sit stærke visuelle fokus gennem hele outfittet. Luksuriøst, håndvævet, enten på båndvæve eller brede væve, farvet med modstandsmønstre, eller i ensfarvede farver af rig silke, lændeklæder, kaldet Iro , kan bruges i mange stilarter.
Til særlige lejligheder kan de bruges sammen med en kort overtrøje i et rigt stof, ofte i blonder. I flere etniske grupper klæder kvinder sig til ceremonielle lejligheder i en stil kaldet " høj og lav ". Til dette outfit er to matchende stoffer viklet rundt om kroppen, den ene i taljen og den anden under armene. De kan også rulles op i taljen, en knælængde og en ankellængde.
Også urbane kvinder i Nigeria kan adoptere en stil, hvor en håndvævet vikle er samlet rundt om midten af kroppen over en westernkjole. Outfittet er toppet med en halstørklæde assorteret.
Denne stofstil adskiller sig fra begge lændeklæder på en måde, der legemliggør forskelle i kultur, nationalitet og alder. Burlap er en form for elegance båret af ældre gifte nigerianske kvinder for at demonstrere deres rigdom og sociale position. Den er bundet løst om livet for at vise det tunge og dyre stof, vævet i striber. De to lændeklæder er derimod lavet af bomuld farvet eller trykt på fabrikken, som er let, mere fleksibelt og klæber til kroppen. Denne stil bæres i Vest- og Centralafrika af unge kvinder, hvis kropskonturer, yndefulde bevægelser og bølgende gang er vist med god effekt i det tæt omviklede andet lændeklæde.
KULTUREL SYMBOLISM PAGNES: TILFÆLDE AF SENEGAL
I Senegal kaldte et andet lændeklæde på knæet Wolof ind bethio , bæres som underkjole og ses kun i intime møder med en elsker eller mand. Bethio er et arnested for erotisk fantasi og insinuationer og spiller en vigtig rolle i forførelsens kunst, som senegalesiske kvinder er berømte for. Det er også frugten af kvindeligt håndværk. Generelt ensfarvet, og ofte hvid, er bethioen lavet af forskellige håndbearbejdede stoffer.
Et af disse stoffer er en møllesilke, eller oftere polyester, med håndskåret øjendesign og sølv- eller guldbroderi. En anden fremstilling er lavet i percale, håndbroderet med tyk tråd i lyse farver. Til en tredje produktion hækler kvinderne bethioen i fint garn. Men frem for alt er lændeklædet som et uendeligt alsidigt stykke stof symbolsk grundlæggende for selve menneskets kultur.
I Wolof, det vigtigste afrikanske sprog i Senegal, er ordet lændeklæde séru , som blot betyder "væv". Når et barn bliver født, bliver det straks svøbt i et lændeklæde, og når det er et spædbarn, bliver det båret på sin mors ryg i et lændeklæde viklet om hendes overkrop. I Senegal, når en kvinde gifter sig, tilslører hendes venner hendes hoved i et lændeklæde, før de tager hende med på en tur til sin mand. Når en person dør, skal han pakkes ind i et hvidt percal lændeklæde.
Et symbol på rigdom, seksualitet, fødsel, død og ægteskab, lændeklædet er et rigt fokus på visuel æstetik og flere betydninger.
